Kommunikation ER kultur og kerneværdier

– og værd at fare i blækhuset for

Kulturen er ikke samfundets fedtlag, det er selve rygraden, har en eller anden engang sagt. Det er et rigtigt godt billede, synes jeg. Sidst jeg brugte det, havde jeg selv monteret et solidt vinterdæk om livet. Primært baseret på chokolade – og manglende rygrad, vil nogle mene. Nu har jeg samme sted anlagt en anselig badering hen over sommeren. Og hvilken sommer?

2020 blev sommeren, hvor vi igen og igen hørte om Else, Niels og alle de andre ældre, der på landets plejecentre udsættes for uværdig behandling, svigt og i visse tilfælde ligefrem magtanvendelse og overgreb.

Desværre kan jeg ikke sige, at det kommer bag på mig. Det var vel, hvad man kunne forvente i et samfund, hvor politikere og andet godtfolk frejdigt kalder de mennesker, der har anlagt vores velfærdssamfund og dets værdier for ”ældrebyrden”. Ældre-BYRDEN! Gad vide, hvem det første gang brugte det udtryk?

Og gad vide, hvor det fornyede fokus på fx Black Lives Matter, som foråret og sommeren også bød på, bærer hen? Får det en reel betydning for racisme i almindelighed og den strukturelle racisme i særdeleshed? Eller bliver det mest ved spredte tiltag som at omdøbe nogle is og Pipi Langstrømpes far.

Man kan sagtens spørge sig selv, om vi på nogle punkter måske er blevet lige lovligt krænkelsesparate. Man kan også diskutere, om det at rette i gamle, fiktive historier, at fjerne og slette selv historiske dokumenter og fakta, ikke bare betyder, at vi glemmer historien – og dermed risikerer at begå de samme fejl igen.

Det er vigtige overvejelser og diskussioner. Vi må ikke blive så tyndhudede eller dumstædige, at vi i vores forurettelse krænker andre. Som da man i en antiracisme-march herhjemme paradoksalt nok segregerede deltagerne efter hudfarve og dikterede hvide mennesker at gå bagerst.

Omvendt skal vi huske på den forskning, der viser, at sproget rent faktisk skaber vores virkelighed. Fordi vores måde at navngive og tale om forskellige fænomener på beviseligt præger vores opfattelse af verden og virkeligheden.

Mange har købt ”et charmerende håndværkertilbud”, mens ingen ville så meget som overveje at tage ud og kigge på ”en fugtig og faldefærdig rønne.”

Banale pointer, siger du? Jo, måske.

Men hvorfor bliver vi så ved at tale om en ældre-BYRDE? En måde at kommunikere på, som nemt understøtter en kultur, hvor plejehjemsbeboere netop behandles som en irriterende byrde, fremfor som medmennesker med krav på værdig pleje og omsorg. En kultur, hvor kerneværdier som respekt og ligeværd synes at være fuldstændigt forsvundne.

Hvorfor har vi så ikke forstået, at vores måde at kommunikere på er omdrejningspunktet for vores kultur. At vores kultur er et udslag af de kerneværdier – eller mangel på samme – den bygger på. At kommunikation ER kultur, som ER kerneværdier.

Der er selvfølgelig den mulighed, at et flertal faktisk ser ældre medborgere som en byrde. Jeg håber det ikke. Men skulle det være tilfældet, så har jeg det med denne flertalskultur, som legendariske Winston Churchill havde det med borddamen, der spidst bemærkede ”hvis De var min mand, kom jeg gift i Deres kaffe” – hvortil Winston svarede: ”Og hvis De var min kone, drak jeg den!”