En hund i et spil kegler
– om at slå på tromme for god kommunikation.
Det er så let. Når man kan. Eller når man sidder og ser eksperterne gøre det. Sådan er det med det meste, og sådan er det med kommunikation. Skriftlig kommunikation, mundtlig kommunikation eller tegnsprog. Kommunikation med kunder, medarbejdere eller den bedre halvdel – eller hunden.
At det sidste er sandt blev jeg mindet om, da vi for nylig igen fik en hvalp i huset. Vores gamle hund blev næsten 16 år, og de sidste mange år føltes det næsten, som om vi slet ikke behøvede at sige noget til hende, som om vi simpelthen kunne telepatere – endda gennem vægge. Det skyldtes selvfølgelig rækken af rodfæstede rutiner og det nonverbale sprog, der faktisk altid udgør op mod 85-90% af vores samlede kommunikation – også når vi sætter ord på og tror, at det er dem, der bærer budskabet igennem.
Den nye hvalp er sød, sjov og ganske bedårende at se på, hvilket er godt, for ellers kunne den allerede et par gange have været billigt til salg. For den forstår ingenting. Eller rettere; den har endnu ikke lært at tale vores sprog. Og måske vigtigst af alt; vi har endnu ikke lært at tale dens.
Vi har ellers investeret i opdaterede udgaver af hvalpetræningsbøger og set utallige træningsfilm på nettet for at genopfriske den helt rigtige måde at tale hund på. Og det ser som sagt så nemt ud, når dem, der kan, viser hvordan. Sværere er det i praksis.
En ganske enkelt øvelse, der illustrerer kommunikationens svære kunst – uden at kræve hund – er den såkaldte trommeøvelse.
Først skal du tænke på en sang/melodi.
Hidkald så en kollega, ven, partner, eller hvad du nu lige har ved hånden. Fortæl IKKE, hvilken sang/melodi, du har valgt.
Trom nu sangens/melodiens takt på dine lår og bed vedkommende gætte, hvilken sang/melodi, der er tale om. Du må ikke mime eventuel tekst.
Fungerede det bare fjong for dig? Nej, vel?
Gætter vedkommende sangen, er det rent held – eller fordi du alligevel kom til at mime. For selvom du inde i dit hoved tydeligt hører sangen for dig, når du trommer på lårene, hører din modpart bare nogle klask i en eller anden takt. Han eller hun aner ikke engang, om der er tale om en salme, en børnesang, en vise, et stykke heavy metal, et … Og vedkommende er da slet, slet ikke inde i dit hoved. Inde i dine tanker.
Det er modtageren af vores kommunikation aldrig. Uanset om den foregår via klap, vokaler, konsonanter eller røgsignaler. Så det er vigtigt at gøre sig umage – og i stedet for at forvente, at modtageren er tænkelæser gælder det om at prøve at sætte sig i hendes/hans sted.
Med dette in mente er det nu lykkedes at få hunden til at komme, når vi kalder. Næsten hver gang. Og i hvert fald helt sikkert, når hun er modtagelig for budskabet om at komme susende …